Min bror og jeg arvede for fem år siden et sommerhus efter vores far. Huset var næsten nybygget, men indretningen var (som ofte i sommerhuse) præget af diverse gamle møbler, som med tiden var blevet til overs og derefter stuvet af vejen i sommerhuset. I de sidste par år har jeg brugt meget tid og energi på at gøre indretningen både mere hyggelig og stilren, både fordi huset nu bliver lejet ud og fordi det står til salg. Når huset skal sælges, har vi selvfølgelig ikke lyst til at bruge særlig mange penge på nye møbler og nips. Heldigvis har vi selv haft lidt møbler, som kunne bruges, og nogle møbler har vi også fået forærende af venner og bekendte. Bl.a. forærede en veninde mig sidste forår en Bekväm køkkenvogn fra Ikea. Den har indtil nu stået i sommerhuset, men det lader ikke til at lejerne har brugt den. Derfor er den nu blevet forvandlet til et TV-bord og et lille sidebord (skal først laves helt færdigt, når jeg er i sommerhuset igen).
Jeg har savet køkkenvognen mere eller mindre midt over, og rykket den øverste hylde lidt op, og derved er TV-bordet blevet skabt. Understellet har jeg malet hvidt og derefter monteret møbelhjul (30,- for 4 stk. i Harald Nyborg). Tilbage har jeg den nederste del af alle fire ben samt den nederste hylde (bord 2). I sommerhuset står der et lille bord, som er flikket sammen af en træbordplade og et gammelt TV-understel. Det er min plan at bruge den bordplade til bord nr. 2.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar