Min kæreste kunne absolut ikke se nogen mening med det hele - han syntes, at det hele var fint som det var, og at det var et værre besvær at spartle skruehuller og male, blot for at bytte rundt. Men jeg synes, at det har gjort en stor forskel (selvfølgelig glemte jeg at tage et før-billede), og at udtrykket er blevet mindre rodet.
Bogkasserne huser lidt forskelligt keramik, både nyt og gammelt dansk keramik, men også noget, som er hjembragt fra Japan (de to skåle i den nederste bogkasse og den høje brune vase i den hvide bogkasse). Amagerhylden rummer alle vores mere eller mindre kitschede souvenirs. Det er rart, at have den slags små-nips samlet ét sted, ellers bliver det hurtigt for rodet til min smag (og hvad kunne være bedre til det formål end en limegrøn Amagerhylde?)
Vores sofapuder er hjemmesyede kopier af Hays Dot puder. Farverne passer rigtig godt til det store verdenskort, som hænger over sofaen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar